Hanne og Frede – en kærlighedshistorie
Jeg har et par gode venner – dejlige mennesker – som i en voksen alder har oplevet den store kærlighed. Jeg synes, deres historie skal frem i lyset, og da jeg ved, at de er for beskedne til selv at fortælle den, så gør jeg det hermed. Historien er et bevis på, at kærligheden overvinder alt, og at et par gedigne amputationer ikke er nogen hindring!
Af Elisabet Sinding
Frede lærte jeg at kende i Dansk Handicap Forbunds (DHF) Amputationskreds. Han er amputeret ligesom mig, hofteamputeret, med det venstre ben amputeret, jeg med det højre. Her vil jeg gerne indføje en lille fodnote: Frede og jeg danser virkeligt godt sammen, vi har tilsammen to raske ben: et højre og et venstre. Det går derudaf.
Frede blev amputeret for 21 år siden pga. en cancerknude, der ikke kunne fjernes, uden at hele benet (sundt og raskt) måtte amputeres. Han var murermester, ikke det optimale job for en hofteamputeret, så han blev pensioneret.
Hanne mødte jeg på Rigshospitalet, hvor hun lige var blevet lårbensamputeret pga. diabetes. Jeg var kontaktperson for Amputationskredsen, og Hanne ønskede at melde sig ind i DHF og havde set mit navn i medlemsbladet. Det siger for øvrigt alt om Hanne: vaks. Hurtigt meldte hun sig ind i den rette handicaporganisation. Hanne og jeg faldt godt i snak, og jeg besøgte hende igen, da hun kom hjem efter amputationen. Hun boede i København i en dejlig lejlighed på 5. sal - MED elevator.
Nu tillader jeg mig at skrive noget om Hanne, som vi efterfølgende har grinet meget af sammen. Hanne er vaks, men også stædig som bare pokker! Da jeg besøgte hende i lejligheden, nægtede hun at gå med stokke: Jeg hader dem, sagde hun, jeg vil IKKE bruge dem! Jeg strammede mig an og gav hende en lektion i positiv psykologi: Disse stokke er dine venner, tal pænt til dem og giv dem venlige klap. Nej, jeg vil ej, sagde Hanne.
Noget tid efter skulle Hanne komme på besøg hos mig. Det ringede på døren, og udenfor stod Hanne iført to stokke og grinede! Udenfor min hoveddør stod min elskede el-scooter, og jeg sagde: Nå, Hanne, hvornår skal du have sådan en? ALDRIG, sagde Hanne med et skævt smil til mig, det er kun noget, gamle mennesker kører i, jeg er ikke engang 50 år gammel. Hvad tror I, Hanne mødte mig med, næste gang vi sås? Rigtigt, en el-scooter, som oven i købet havde fået et navn, Trille, og som var blevet det kæreste eje. Lange ture, masser af køreglæde.
Hanne og Frede er super aktive mennesker og supplerer hinanden perfekt.
Frede er formand for Foreningen for Amputerede (FA) i Odense, http://www.fa-amputerede.dk/, som udgiver et medlemsblad og laver mange arrangementer.
Hanne er selvfølgelig blevet sekretær i foreningen. De spiller begge boccia, Frede spiller også krolf, og desuden er der svømning i foreningen. Især boccia egner sig fint til benamputerede og handicappede i det hele taget.
Hanne og Frede er også meget aktive i Amputationsforeningen, www.amputationsforeningen.dk, deltager i alle arrangementer og skriver løbende til Facebook-gruppen Aktive Amputerede i Danmark.
PS! Køreglæden ved el-scootere har Hanne og jeg stadig, men nu får vi baghjul af Fredes nye scooter, en virkelig monstermaskine, der ligner en motorcykel. Den får vores scootere til at ligne trehjulede børnecykler.
Nu kommer den tredje gang, Hanne har været stædig over for mig. Vi skulle til medlemsmøde på et kursuscenter. Nej, jeg skal ikke til medlemsmøde. Jeg kan ikke sove i et værelse med en anden (kursuscenteret havde dobbeltværelser). Vi kan jo sove i samme værelse, sagde jeg. Nej, jeg vil ikke, sagde Hanne.
Men med kom Hanne da alligevel, og her begynder kærlighedshistorien. I får min version, Hanne, Frede og jeg er ikke helt enige om, hvilken version der er den rigtige.
Frede deltog naturligvis også på medlemsmødet, og efter middagen begyndte jeg at tage billeder til brug for hjemmesiden. Hovsa, hvad var det for et billede, jeg lige tog? Det var et billede af Frede, der sidder ned, og Hanne der står med armene om Fredes hals.
Jeg vedligeholdt på det tidspunkt Amputationskredsens hjemmeside og satte billedet på med teksten: Hanne og Frede hygger sig. Og så tænkte jeg ikke mere over det, indtil jeg fik en opringning fra Hanne, at Frede havde været på besøg hos hende. Derefter gik det stærkt, mange besøg af Frede og endelig (efter megen organisering) kulminationen: Hanne flyttede ind til Frede i hans hus på Fyn. Her har jeg besøgt dem flere gange, i det dejlige hus med den smukke indretning, og nydt det gode venskab og Fredes gode mad.
Det er da en god kærlighedshistorie, ikke?
