af Elisabet Sinding

 

Alle kan være med

Amputationsforeningen er for alle amputerede, der ønsker at leve et aktivt liv. Vores princip er, at alle kan være med. Formålet er både at lave aktive arrangementer, der styrker de amputeredes brug af proteser og andre hjælpemidler, og at danne netværk for at drage nytte af andre amputeredes erfaringer. Begge formål blev til fulde opfyldt i weekenden.

 

Egmont Højskolen er et pragtfuldt sted at være aktiv.

Her er det hele. En skøn idrætshal med klatrevæg, et veludrustet træningscenter og en fantastisk og tilgængelig svømmehal. Amputationsforeningen havde lejet sig adgang til alle aktiviteterne.

 

Højskolens store, nye multifunktionelle idrætshal var ”vores” hele weekenden.

Hallen er ny, sponsoreret af bl.a. Realdania, og her havde vi mulighed for at dyrke en bred vifte af sportsgrene. I forbindelse med hallen findes et meget stort depot med masser af kørestole (de smarte sportskørestol med skråtstillede hjul), net, ketsjere, bolde mm., og her kunne vi forsyne os.

Mange havde ikke kørestole med, så det var rart at kunne låne en, hvis man blev træt. Multihallen var vores ”omdrejningspunkt” og her blev der virkelig ”gået til den".

 

På klatrevæg i kørestol

I den ene ende af idrætshallen er en klatrevæg, inddelt i 3 forskellige sværhedsgrader. En lettere, hvor væggen hælder indad, en sværere, hvor væggen går lige op og en meget svær, hvor væggen hælder udad. Alle tre sværhedsgrader blev afprøvet, nok mest den lettere, og Jens i kørestol klatrede på væggen!

Vi var assisteret af Kajak-Kaj, og han gjorde et enestående stykke arbejde med at motivere og opmuntre de klatrende. Det var også Kaj, der monterede skovgyngen – og jeg skal hilse at sige, at det er virkelig sjovt. Hold da op for et sug i maven det giver, når Kaj sætter gyngen i gang.

 

Bandagister med ben i næsen og i tasken

Til brug på klatrevæggen bruges ”små ben”. Det var trygt for os amputerede, at en bandagist deltog i weekenden og forsynede de klatrende med de ”rigtige” ben.

 

I idrætshallen spillede vi badminton, bordtennis, boccia og volley. Nogen spillede stående, andre lånte højskolens sportskørestole. 

Boccia blev ledet med myndighed af en "superspiller", et medlem af Amputationsforeningen, Frede, som også er regionsmester på Fyn.

Siddende volley foregår siddende på gulvet, uden proteser, så ikke-amputerede kan også være med, bare de overholder reglerne og bliver siddende! De gående er gode at have med, ved jeg af erfaring. Jeg spiller selv siddende volley i en klub i Grøndalscentret i København og vi har stor glæde af vores ikke-amputerede medspillere til at hente bolde.

Siddende volley blev ledet af endnu en "superspiller", et medlem af Amputationsforeningen, Tatjana, som tidligere har spillet på det tyske Paraolympiske volleyhold. Så vi var i gode hænder.

 

Vi var også i gode hænder med tennis. Vi spillede udendørs med sportskørestole på højskolens smukt beliggende tennisbane. Instruktøren var Lene, medlem af Amputationsforeningen, og hun er en meget aktiv sportsudøver, der dyrker mange forskellige sportsgrene.

 

De forbudte trin

Den kendte danselærer, Soffi Dahlsgaard fra Vild med dans, underviste i engelsk vals og rumba. Vi fik grundig instruktion og lærte trinene, som er de samme i de to danse - påstod Soffi! - Det er musikken og kropsbevægelserne, der afgør, hvilken dans man danser.

Om det nu også gælder for os amputerede dansere, ved jeg ikke. Måske var det en helt tredje dans, nogle af os dansede? Men sjovt var det. Jeg dansede med Frede, som er hofteampureret (venstre ben), og jeg er hofteamputeret (højre ben), så vi passer perfekt som dansepartnere!

 

Med røven i vandskorpen

Vandhalla hedder højskolens nye, fantastiske og tilgængelige vandtrænings- og rehabiliteringscenter, der er blevet til virkelighed takket være velvillige sponsorer, blandt andet Realdania, samt en utrættelig indsats af skolens forstander Ole Lauth.

Vandhalla er tænkt som et arkitektonisk vartegn, der giver en fornyet helhed til højskolens bygninger. Jeg tror ingen af Amputationsforeningens medlemmer nogen sinde har set et "vandland" magen til Vandhalla.

Jeg har ihvertfald ikke.

 

Det er super flot!

Vandhalla indeholder et 25 meter svømmebasin, et varmtvandstræningsbassin med en unik hæve-sænke-bund til vandgymnastik i varierende højder og en 90 meter lang vandrutsjebane, der er Danmarks første vandrutsjebane tilgængelig for personer med forskellige bevægelseshandicaps.

Vandhalla er offentligt tilgængelig, og vi kunne i hele weekenden benytte det sammen med andre. Men Amputationsforeningen havde lejet Vandhalla en time efter lukketid om lørdagen, og dér var vi kun var os. Det var en stor oplevelse kun at være Amputationsforeningsmedlemmer i Vandhalla.

I denne time dyrkede vi vandaerobic for "fuld musik" under kyndig instruktion af Marianne, medstifter af Amputationsforeningen. Mænd og kvinder i samlet flok - med arme og ben i bevægelse i vandet - et flot syn.

 

Uden mad og drikke – og en god seng

Vi spiste frokost i spisesalen på højskolen. Vi havde valgt ”højskolemad”, som var god og sund. Om aftenen fik vi vores egen, mindre spisesal, hvor hjælperne og ledsagerne dækkede smukt op, og en buffet blev stillet op. Her kunne vi holde taler og snakke uforstyrret.

Vi kunne også medbringe vores egne drikkevarer, vin, øl og sodavand, som en af Amputationskredsens energiske medlemmer, Krista, Esbjerg, sammen med sin mand havde hentet i Tyskland.

Amputationsforeningen havde lejet en lang række hytter i Hou Søsportscenter, der ligger lige ved siden af højskolen. Det er dejlige, tilgængelige huse, med god plads i stuen, på værelserne, toiletterne og med rigtig gode senge.

Vi var kun fire personer i hvert hus. Vi havde også lejet det såkaldte Tehus, der ligger i midten af hytterne. Tehuset var vores ”call-center”, hvor vi mødtes og netværkede. Det var også her, vi samledes om aftenen efter spisning på højskolen og fortalte hinanden røverhistorier over en Irish Coffee.

 

Du er ikke alene

Facebookgruppen Aktive Amputerede i Danmark kogte næsten over af begejstring efter weekenden. Det glædede naturligvis os to stiftere af Amputationsforeningen og arrangører af weeekenden meget. Den kommentar på Facebook, der gjorde det største indtryk på mig, kom fra Jørgen, nyamputeret, som skrev: "Jeg bliver helt bevæget, når jeg tænker på weekenden". Netop sådan havde jeg det også, da jeg for 7 år siden som nyamputeret deltog i et stort arrangement med andre amputerede. 

Jeg var ikke alene. Jeg indgik i et netværk.